Jeg er flov ved at fortælle dig det her…

– men jeg vælger alligevel at være ærlig…

Jeg lever, som du sikkert ved, af at hjælpe andre mennesker med at skrive deres livshistorie.

Derfor får jeg meget tit dette spørgsmål:

-Har du så skrevet din egen eller dine forældres livshistorie?

Og nej. Jeg er flov ved at indrømme, at jeg ikke har fået det gjort.

Mine grunde (undskyldninger) er stort set de samme, som dem Kristine nævner hér.

Min far døde i 2002, og i årene op til var jeg travlt optaget af hverdagen med mand og fire børn, høns/hund/kat/geder, mit job, dagligdagens opgaver – og selv om jeg bad min far om at skrive noget ned om sit liv, så fik han det ikke gjort.

Da min far døde, fik min mor en meget svær depression, som hun aldrig er kommet over, så hun er ikke i stand til at fortælle mig ret meget fra sit liv.

Jeg kom simpelthen for sent.

-Jamen så har du vel skrevet noget om dit eget liv?, lyder næste spørgsmål som regel.

Næh, det har jeg heller ikke fået gjort. Hverdagen sluger tiden – du kender det måske fra dig selv?

Faktisk har jeg skrevet dagbog i flere perioder af mit liv, så jeg har et materiale at gå ud fra. Men det der med at sætte mig ned og skrive om mit liv er altså ikke blevet til noget. Endnu.

Ja, det er flovt – men jeg vil være ærlig og sige det, som det er: Det, som jeg opfordrer dig til at gøre, har jeg aldrig selv fået gjort…

Så nu tænker du måske (og med rette):

-Hvorfor i alverden skal jeg så købe en workshop i at skrive livshistorie af Jette? Når hun ikke engang selv har fået det gjort endnu….

Det skal du heller ikke – selv om Vibeke har skrevet lige hér, at workshoppen virker.

Men netop fordi jeg selv kom for sent, er min motivation for at hjælpe DIG helt i top. Så det ikke ender med, at du også kommer for sent…

Skal du med på min næste Skriv-Et-Liv-Workshop? Så læs mere om den hér.